Vil du være med i jysk arbejdsgruppe? Nyhedsbrev no. 05

Vil du være med i jysk arbejdsgruppe? Nyhedsbrev no. 05

Vil du være med i jysk arbejdsgruppe? Måske bor du på nogle af de mulige fremtidige strækninger.

Se Energinets kort over elnettet her 2025 vs 2050 (vent på skiftet)

Vær opmærksom på at 2050 kortet er tegnet ud fra LUP 2024, og kortet derfor i 2050 muligt kan ende med endnu flere linjeføringer.

Energien skal frem – men på et oplyst grundlag

Danmark står over for en omfattende udbygning af elnettet. Vi anfægter ikke udbygningen af elnettet. Men vi sætter spørgsmålstegn ved den måde, udbygningen planlægges gennemført på og på hvilket grundlag beslutningerne træffes.

Energinet planlægger flere store 400 kV-luftledninger gennem dansk landskab, herunder gennem områder med beskyttede arter, kuperet natur og tæt på bebyggelse. Master på op til 44 meter. Kabellægning fravælges, selvom Energinets egne dokumenter bekræfter, at det er teknisk muligt på flere strækninger.

"Fremskyndelsesområder" som strategi

Med brug af ”fremskyndelsesområder” tilsidesættes de normale bestemmelser for grundige og veldokumenterede beslutningsgrundlag og borgerinddragelse. Konsekvenserne rammer konkrete mennesker:

Lodsejere og boligejere ser ejendomsværdier falde, uden at tab fuldt ud kompenseres. Beskyttede arter og naturværdier påvirkes uden den stedsspecifikke vurdering, EU-retten kræver. VVM-reglernes krav om tidlig borgerinddragelse er ændret til høringskommentarer til slut i processen i fremskyndelsesområder.

Det er ikke en lokal sag for eludbygningen i Østjylland, på Sydsjælland eller i Nordjylland. Det er et strukturelt mønster, der kommet til at gentages projekt efter projekt frem mod 2050. Det er den ny normal. Måske er det hos dig næste gang?

Vil du være med?

Vi etablerer derfor en jysk arbejdsgruppe under Foreningen Luftledninger Nej Tak – Jordkabler Ja Tak. Formålet er at samle viden, dokumentation og indsats på tværs af de jyske projekter, så vi kan stille kvalificerede spørgsmål, kræve reelle vurderinger, sådan som EU-retten foreskriver, før det er for sent og være med til at skabe grundlag for at vores politikere træffer beslutninger på fuldt oplyst grundlag.

Vi søger mennesker, der vil bidrage med tid, faglighed eller lokal viden. Lodsejere, naboer, biologer, jurister, ingeniører, planlæggere, kommunikationsfolk – og alle med hjertet på rette sted, der vil engagere sig sagligt i at sikre, at energiudbygningen sker på et oplyst og demokratisk grundlag.

Skriv til jylland@luftledningernejtak.dk, hvis du vil være med eller høre mere.