PRESSEMEDDELELSE den 12. Oktober 2026

PRESSEMEDDELELSE den 12. Oktober 2026

Landsdækkende forening:

Regeringens udspil om udbygning af elnettet vil give frit spil til at køre lokalsamfund over

Regeringen baner med sit udspil om hurtigere udbygning af elnettet vejen for at tilsidesætte kommuneplanerne og de lokalt fastlagte prioriteringer i arealplanlægningen, herunder hensyn til bevaringsværdige landskaber. Regeringens udspil er desuden blottet for konkrete initiativer til borgerinddragelse, der sikrer reel medindflydelse for lokalsamfundene. Folketingets partier må i de kommende forhandlinger sikre, at der kommer lovfæstede principper, som sikrer lokalsamfundenes indflydelse og påtvinger, at det altid er de mest skånsomme løsninger for lokalsamfundene, der lægges frem til politisk stillingtagen.

12. oktober 2026 - Regeringen har fremlagt et udspil om hurtigere udbygning af elnettet, som fra og med denne uge skal forhandles med Folketinget.

 Regeringen lægger blandt andet op til, at stort set hele landet udpeges til at være ”netfremskyndelsesområde”. Det vil tilsidesætte de normale planlægningsmæssige processer ved store elinfrastrukturprojekter, og som har til formål at sikre, at projekterne gennemføres på veldokumenteret grundlag og så skånsomt som muligt. Med udpegningen af størstedelen af landet til at være netfremskyndelsesområde bliver der frit spil til over hele Danmark at køre lokalsamfundene over med hurtige beslutninger, hvor kommunal arealplanlægning og lokale prioriteringer af sammenhængende landskaber tilsidesættes, og hvor der ingen garantier er for, at det bliver de mest skånsomme løsninger, der bliver undersøgt og bragt frem til politikernes stillingtagen. 

Det mener Henrik Backteman Larsen, formand for den landsdækkende forening Luftledninger Nej Tak – Jordkabler Ja Tak, der kæmper for nedgravning af elnetkablerne, sekundært at højspændingsmaster placeres i eksisterende infrastrukturrum, for eksempel langs motorveje, og ikke i uberørt åbent land. 

”Folketingets partier må derfor sætte alle sejl til for at sikre, at der kommer lovfæstede principper, der sikrer lokalsamfundenes indflydelse og påtvinger, at det altid er de mest skånsomme løsninger for lokalsamfundene, der lægges frem til politisk stillingtagen,” siger Henrik Backteman Larsen

”Regeringen skriver selv i udspillet, at udbygningen af elnettet skal ske så skånsomt som muligt for borgere og natur, og at elkabler derfor skal i jorden, når det er teknisk muligt. Men definitionen af, hvad der er teknisk muligt ligger hos Energinet, og her mangler der stadig transparens om deres metoder og bagvedliggende forudsætninger. Det bør folketingets partier have skarp fokus på, ligesom det bør være et et lovfæstet princip, at at man, når nedgravning ikke er mulig, altid placerer højspændingsmaster i eksisterende infrastrukturrum, for eksempel i eksisterende elnet-traceer eller langs motorveje.

Baseret på hidtidige erfaringer med de tre netfremskyndelsesområder, der allerede har været udpeget i Danmark – i dele af Nordjylland, Østjylland og Sydsjælland – efterlyser Henrik Backteman Larsen, at grundlaget for politisk prioritering og inddragelse i elnetudbygningen bør være bedre og langt mere konkret, end vi hidtil har set. 

”Politikerne skal kunne være sikre på, at der i Energinets planlægning lægges vægt på, at alle forskellige alternativer er undersøgt substantielt og lagt frem, og at borgere, lokalsamfund og kommuner har været inddraget ordentligt i processen. Regeringens nuværende udspil er blottet for konkrete initiativer til borgerinddragelse,” siger Henrik Backteman Larsen.

Han mener, at det klinger hult, når regeringen lover “større lokale hensyn” i to af udspillets overskrifter, men ikke får nævnt lokalsamfundene med ét ord i noget af udspillets brødtekst. 

”Jo, Regeringen beskriver, at de vil sikre rimelige vilkår for borgere, der er særligt berørte. Det er selvfølgelig positivt. Men lokale hensyn bliver dermed reduceret til kun at handle om kompensation for de borgere, der bliver direkte fysisk berørt. Regeringen glemmer at der er forskel på at tage nabohensyn og lokalsamfundene som helhed og effekterne for landskaber, naturen, miljøet, kulturen, erhvervsliv og oplevelsesøkonomi,” siger Henrik Backteman Larsen.

”Det er denne helhedstænkning, som vi vil opfordre folketingets partier til at tvinge igennem i forhandlingerne. Ellers risikerer vi, at den folkelige opbakning til den grønne omstilling forsvinder, og at vi skaber et afgrundsdybt modsætningsforhold mellem land og by. Det haster, for vi står på kanten af den afgrund.

Yderligere information, kontakt 

Henrik Backteman Larsen

Telefon: 93972753, formand@luftledningernejtak.dk