Nyhedsbrev no. 06: Dialogmøder og deadline for input

Nyhedsbrev no. 06: Dialogmøder og deadline for input

Nyhedsbrev 6

Energinets dialogmøder på Sydsjælland

1. og 2. juni afholdt Energinet dialogmøder i Mogenstrup og Haslev, hvor de præsenterede deres forslag til ny linjeføring for 2x400 kV eltransmissionsforbindelse med højspændingsmaster på strækningen mellem Ringsbjerg ved Køge og Over Vindinge ved Vordingborg. Ifølge Energinet har politikerne i Folketinget givet dem et opdrag om at udarbejde et forslag til linjeføring, som i store træk følger Sydmotorvejen. Dette forslag - dvs. linjeføring langs motorvejen - ligger fast, men der kan foretages mindre justeringer. Dialogmøderne var Energinets eget initiativ som bygherre, hvor formålet er at få de berørte borgeres input til sådanne mindre justeringer. 

På møderne gjorde Energinet det også meget klart, at der ikke bliver tale om fuld nedgravning på hele strækningen. De henviste ikke blot til tekniske udfordringer, men også til allerede indgåede aftaler med leverandører om arbejdet, som følge af ministerens godkendelse af projektet i september 2025!  

Deadline for input er den 26. juni 2026

Energinet oplyste, at der kan gives input og bemærkninger til den fremlagte linjeføring frem til 26. juni 2026. Det er vigtigt at være opmærksom på, at det er input til Energinets egen afklaringsproces og IKKE må forveksles med en høring. Vi opfordrer alle til at benytte muligheden for at gøre indsigelser og foreslå forbedringer, hvor man mener det måtte være muligt. 

Efter fristen 26. juni vil Energinet behandle alle indkomne input hen over sommeren og fremlægge deres forslag til endelig linjeføring på informationsmøder i starten af september. Energinets endelige forslag til linjeføring skal forelægges og besluttes af partierne bag den energipolitiske aftale fra 20. december 2024. 

Herefter skal Energistyrelsen og Plan- og Landdistriktsstyrelsen udarbejde det myndighedsmæssige grundlag, herunder strategiske miljøvurderinger. Det grundlag kommer ifølge Energinets oplysninger i høring i løbet af efteråret 2026 fra Energistyrelsen og foråret 2027 fra Plan- og Landdistriktsstyrelsen. Også her er det vigtigt at afgive høringssvar, herunder ikke mindst til det grundlæggende spørgsmål om fulde nedgravningsalternativer, som Energinet selv afviser at ville udarbejde. Herudover må man formode, at der også vil blive set på konsekvenser af linjeføringen for borgere, natur- og miljø samt mulighed for justeringer indenfor de politisk fastsatte rammevilkår.

Grav det ned

Foreningen står stadig fast på, at ny højspændingsforbindelser skal graves ned, og at alle relevante alternativer skal belyses substantielt. Derfor afleverede vi også et par spader med ”Grav det ned” til den nye minister, Samira Nawa, da hun tiltrådte d. 3. juni. Vores opfordring er at grave alle højspændings-forbindelser ned, sådan som vi har haft tradition for i Danmark gennem mange år. Samt at undgå at grave grøfterne dybere…

Hjælp os med at kæmpe for lokalområderne. For naturen. For vores hjem. 

Foreningen Luftledninger Nej Tak - Jordkabler Ja Tak