Gennemgang af Energinets business case
Sendt til 79 byrådsmedlemmer i Faxe, Næstved og Vordingborg
Energinet: Både billigere og muligt at nedgrave den nye 400kV forbindelse
Af Jacob Carlsen
Som byrådsmedlem har du helt sikkert hørt om Energinets plan om at opføre en 47 km lang 400kV elnet-forbindelse som luftledninger på 44 meter høje og 30 meter brede master ned igennem Faxe, Næstved og Vordingborg kommuner. Energinets forslag til linjeføringen går igennem nogle af Sjællands smukkeste og mest uberørte områder, der samtidig er hjemsted for det rige dyreliv, der strækker sig ind i landet langs Præstø fjord ( se https://energinet.dk/vordingborg )
Når borgerne og politikerne spørger Energinet omkring mulige alternativer, så fremstår det som om, der ikke er andre løsninger, der er teknisk mulige og økonomisk rentable. Dette er ikke korrekt, og det afslører Energinet selv i deres business case for projektet, hvor en nedgravning af jordkabler ikke afvises ud fra tekniske argumenter og rent faktisk er lidt billigere end en løsning på master.
Dokumentet er yderst interessant læsning og beskriver to alternativer for forbindelsen - alternativ 1 i form af 2x220kV nedgravede jordkabler samt alternativ 2 i form af en dobbelt 400kV forbindelse på luftledninger og 44 meter høje master.
Energinets business case for projektet kan downloades her:
https://energinet.dk/media/xg0fx4be/business-case-nyt-elnet-til-sydsjaelland-og-lolland-falster.pdf
Kigger man på udgifterne for de to alternativer, så vil det formentlig overraske mange, at det er 135 mio kr billigere at nedgrave forbindelsen som jordkabler i forhold til at opføre den på master. Dette ses af tabel 4 på side 12, hvor udgifterne er beregnet til 5.006 mio kr for jordkabel-løsningen og 5.141 for løsningen på master.
Energinet har pligt til at nedgrave elnet-forbindelser som jordkabler, hvor det er teknisk muligt. Læser man business casen’s konklusion (afsnit 5.3.9, side 20), så bemærker man, at selvom alternativet i form af jordkabler beskrives som en teknisk mere kompliceret løsning, så afvises den ikke som teknisk umulig - var den teknisk umulig, ville Energinet jo dårligt kunne kalde det for et alternativ!
Når Energinet fremhæver alternativet med luftledninger på master, så er det baseret på, at de samfundsøkonomiske gevinster i nutidskroner (NPV) for dette alternativ er beregnet til 7.555 mio kr imod 6.520 mio kr for alternativet, hvor der benyttes jordkabler - altså 15,8% højere. Dette hænger sammen med, at løsningen på master har større kapacitet og dermed forventes at mindske behovet for regulering af elnettet med 80% i 2050 i forhold til 65% for den nedgravede løsning. Reguleringsbehovet er den mængde elektriske energi, som Energinet skal tilføre eller reducere for at skabe balance mellem forbrug og produktion af energi i de forskellige dele af landet.
Disse tal er baseret på Energistyrelsens analyseforudsætninger (AF23) samt Energinets Langsigtede Udviklingsplan (LUP24), og det fremgår af business casen, at disse forudsætninger er behæftet med stor usikkerhed, hvilket man bl.a. kan læse i afsnit 3.2 Rationale:
I Figur 3 fremgår behovet for ned- og opregulering jf. Analyseforudsætningerne. Grundet usikkerheden i størrelsen og hastigheden i VE-udbygningen i området er behovet for regulering ligeledes behæftet med væsentlig usikkerhed og afhænger i høj grad af den geografiske placering af både produktions- og forbrugsanlæg samt, hvornår disse tilsluttes
Eller lidt tidligere i samme afsnit:
Realisering af de konkrete potentialer i området er usikker.
Faktisk bruges ordene usikker og usikkerhed 17 gange i business casen. Usikkerheden i business casens forudsætninger kan også aflæses i figur 5 - følsomhedsanalyser for de samfundsøkonomiske analyser.
Her ses, at hvis power-to-X anlæggene i Vordingborg eller andre steder på Sydsjælland bliver en succes, så der bruges 1GW mere end forventet på ptX, så er den samfundsøkonomiske nettogevinst for 400kV forbindelsen negativ, da der så er mindre energi, der skal sendes nord på til bl.a. København. Endnu værre går det, hvis produktionen af sol-energi bliver 1,5-3 GW mindre end de usikre skøn, som business casen bygger på - her vil nettotabet på opførelsen af forbindelsen blive mellem ½ og 3 mia kr.
Energinet har således planer om, at skade Sydsjællands smukke landskaber, vores natur, vores turismeerhverv, vores evne til at tiltrække nye borgere, og værdierne for de borgere, der allerede har valgt at bo her med en 47 km lang elforbindelse på master, der er på højde med Skovtårnet, med 8 tommetykke luftkabler baseret på en analyse, der er belagt med væsentlig usikker ifølge deres egen business case - og forbindelsen kommer til at stå her i mindst 80 år.
Det synes ikke som om, at Energinet har meget til overs for de kultur og natur-værdier, som vores tre kommuner har at tilbyde, når man læser afsnit 4.1.2 Udvalgte alternativer, hvor der står:
Disse forhold (red: elektrisk støj som følge af brugen af jordkabler) er særligt problematiske ved anvendelsen af mange og lange 400 kV-kabelforbindelser, som det vil være tilfældet ved kabellægning på strækningen mellem Ringsbjerg og Vordingborg, særligt i forlængelse af 400 kV-forbindelsen mellem Lindehøj og Ringsbjerg (se Figur 1).
Det betyder, at da Energinet valgte at nedgrave hele forbindelsen mellem Lindehøj ved Taastrup og Ringsbjerg ved Køge, så “solgte” man samtidig muligheden for at nedgrave forbindelsen tværs igennem Faxe, Næstved og Vordingborg. Man efterlades med det klare indtryk, at vores kommuner var udset som “taberne” i det spil allerede i den indledende planlægning uden mulighed for indsigelser.
En gennemlæsning af Energinets business case for Vordingborg-projektet efterlader en med det indtryk, at Energinet har prioriteret et alternativ på tårnhøje master baseret på en økonomisk og el-teknisk analyse med væsentlige usikkerheder, hvor der på ingen måde har indgået betragtninger om de kultur- og natur-værdier, som den østlige del af Sydsjælland er rig på. Det på trods af, at Energinets eget alternativ i form af nedgravede jordkabler er en billigere løsning, der sandsynligvis vil kunne tilbyde en tilstrækkelig kapacitet i elnettet mellem Sydsjælland og København.
Vores forening anbefaler, at byrådene i Faxe, Næstved og Vordingborg holder fast på, at en nedgravet forbindelse i form af jordkabler er det rette alternativ, når alle faktorer tages med i betragtning - vi vil glæde os over denne beslutning de næste 80 år!
På vegne af foreningen Luftledninger nej tak - Jordkabler ja tak
Jacob Carlsen